Når kroppen reagerer på sindet!
-Psykiske årsager til fysiske smerter
Der foregår en stille samtale mellem sind og krop. Vi mærker den måske ikke altid lige meget til denne korrespondance, men den er der, som en puls hele tiden.
Forskning viser, at vores oplevelse af smerte ikke kun handler om muskler og led, men også om, hvordan hjernen og nervesystemet bearbejder stress og psykiske belastninger. Når vi bekymrer os, ikke sover ordentligt eller går rundt med indre uro, så påvirker det kroppen.
Studier viser, at kroniske smerter ofte forværres, hvis sindet er presset. Hjernen bliver mere følsom over for kroppens signaler, og tolker selv små impulser som smerte. Dette får kroppen til at spænde op i muskulaturen, selv om der ikke er en tydelig fysisk skade. Det er som om at kroppen vil beskytte os mod noget, den ikke helt forstår.
Men der ligger et håb i den forståelse. For ligesom vinden kan lægge sig efter en storm, kan hjernen også finde ro, når kroppen bliver mødt med omsorg og nærvær. Når vi arbejder blidt, rytmisk og nærværende med kroppen, kan hjernen bevæge sig fra alarmberedskab til ro. Og i det skifte kan kroppen begynde at give slip igen. Musklerne løsner, åndedrættet bliver dybere, og nervesystemet finder ind til sin naturlige rytme.
Hvad betyder det i praksis? Forskningen viser, at sindet og kroppen påvirker hinanden i et tæt samspil. Så når der også tages hånd om det psykiske (stress, bekymringer, søvnproblemer) forandrer kroppens måde at reagere også. Behandlinger, der giver kroppen mulighed for at føle sig tryg, kan derfor have meget dyb effekt på muskelspændingerne.
Jeg tror at kroppen husker. Den husker både det vi ikke når at mærke i hverdagens hast, den husker også det der var traumatisk og svært i livet, og det tage lang tid før den slipper de minder.
Når kroppen mødes med nærvær, varme og respekt, kan den igen give slip.
I mine behandlinger arbejder jeg ud fra denne forståelse. Jeg lægger stor vægt på at skabe ro, tryghed og tillid hos hver enkelt kunde. Der er sat god tid af så behandlingen altid kan foregå i et roligt tempo uden hastværk. Jeg har gjort min briks er ekstra blød, så selv længere behandlinger føles behageligt. Jeg bruger ofte varme sten, der hjælper kroppen og muskulaturen med af slappe bedre af og give slip. I baggrunden er der blid, beroligende musik og lyset i lokalet er dæmpet og nænsomt, så det ikke blænder eller forstyrrer.
Når de dybe samtaler dukker op, tager jeg mig tid til at lytte. Hos mig er der altid plads til at åbne op for det, der fylder, også det svære, i et trygt og roligt rum.
Du kan også selv støtte kroppen i at genfinde ro og balance.
Her spiller søvnen en helt central rolle, for det er her, kroppen restituerer, og det parasympatiske nervesystem får lov til at genoprette balancen.
Giv derfor din søvn en høj prioritet hvis du har spændinger i kroppen. Læs mere her.
Prøv også at undgå unødige dramaer og situationer, der kan skabe uro i dit liv. Giv slip og sig ‘pyt’ en gang i mellem.
Vælg programmer, musik og samtaler, der giver dig ro frem for stress. Det handler ikke om at lukke verden ude, men om bevidst at vælge det, du giver lov til at påvirke dig.
Vejrtrækningen er et af de mest effektive redskaber til at regulere stress. Når du trækker vejret dybt og roligt gennem næsen, stimuleres vagusnerven, og kroppen begynder at udskille hormoner som oxytocin og endorfiner, der dæmper stresshormonet kortisol. Prøv dagligt at tage nogle dybe, langsomme åndedrag i dine pauser eller før sengetid.
Gåture i naturen på 15-20 minutter kan også gøre en stor forskel. Når du bevæger dig i et roligt tempo, hvor du får varmen uden at blive forpustet, frigiver kroppen ligeledes hormoner, der dæmper stress og øger følelsen af velvære.
Små handlinger som disse hjælper nervesystemet til at finde tilbage i balance skridt for skridt.
-Når alt dette kommer i spil oplever jeg ofte at balancen begynder at genopstå, ikke kun i muskler og led men i hele mennesket!
Stress og psykiske faktorer kan forværre smerter i muskler og led
Ro og nærvær hjælper kroppen med at slippe muskelspændinger

CVR NR. 40735720 AUTORISATIONS NR. 09TY1
Torvet 4, 1. sal
8700 Horsens